"Far, får jeg det godt igen?"

Da jeg vågnede ved siden af min søn Noah på hospitalsstuen på Riget her til morgen, var solen endnu kun ved at stå op. Stuen henlå stadig i en dæmpet belysning fra den gabende morgenstund, og jeg kunne derfor kun ganske svagt se antydningen af at Noah lå med åbne øjne, og stirrede tomt ud i luften. "Far, får jeg det godt igen?" blev så pludselig dagens første sætning mellem os. Han var allerede vågen, og det var tydeligt at dette var et spørgsmål som tyngede ham.


Jeg valgte hurtigt at svare på hans spørgsmål med et kort "Ja!", men vidste udmærket at det ikke kunne stå alene. Han havde brug for en mere konkret og betryggende sti som hans tanke kunne vandre videre ned ad. Vi begyndte derfor at tale lidt om de sidste par dage, og om denne skræmmende oplevelse med tumoren som lægerne nu havde fjernet fra hans mave. Vi snakkede om hvordan han skulle fortsætte sit liv, nu hvor man har fjernet næsten hele hans bugspytskirtel, hele hans tolvfingertarm, hele hans galdeblære, en del af hans tyktarm, og en del af hans mavesæk. Han kunne ikke forstå hvordan man stadig kunne leve når man manglede så meget ting fra sin krop. Han var med andre ord bange for at han ville dø, fordi hans krop ikke kunne virke mere. Jeg forsikrede ham om at hans krop blot skulle vende sig til en anden måde at virke på, og at en menneskekrop var en sand mester i at tilpasse sig. Så alt skulle nok blive godt igen, men desværre ville ingen af os dog kunne fjerne det ar som han nu havde fået på sin lille krop, og som han ville komme til at bære resten af sit liv.


Jeg fortalte ham at ar er noget som ALLE mennesker får i løbet af deres liv, enten på deres krop, eller i deres sjæl. Jeg fortalte ham at jeg selv bar rundt på MASSER af ar. Jeg har f.eks. et ar på min ene hånd efter at jeg væltede på min cykel som dreng, og et ar fra engang hvor jeg fik et jernrør i hovedet (Albertslundstilen, I know). Jeg fortalte også om en anden slags ar som jeg havde indeni mig, fra dengang min far døde, og hvordan det næsten skar sig fast i det øjeblik jeg vidste at jeg aldrig ville kunne tale ham ham mere. Jeg fortalte om de ar jeg havde fra gange hvor jeg troede at jeg var ved at miste de ting jeg holdt af. Jeg fortalte ham også at jeg havde UTALLIGE ar fra de mange gange en pige ikke havde kunne lide mig, og fra de gange jeg havde skændes med - og mistet - en god ven ... alt sammen ganske normale ting som de fleste kommer til at opleve.



Man kan ikke undgå at få ar, og det er helt normalt. Man skal hverken føle sig anderledes, unik, grim, eller besudlet pga. ar. Ar er noget man lever med, og de ender altid med at blive til en historie fra ens liv. Selvforskyldt eller ej, tænk hvis man gik igennem et helt liv uden at få ar fordi man aldrig tog en chance for at føle, mærke, og opleve noget, fordi man var bange for at blive arret af det, hvis det gik galt. Det er da næsten endnu værre end netop det at få et ar fordi man følte et stik fra livet. Så alt skulle nok blive godt, og hans ar på kroppen betyder intet andet end at han har en historie at fortælle i fremtiden.

Stuen var nu blevet helt oplyst af morgensolen, og jeg kunne derfor tydelig se det dejlige smil som jeg havde fremkaldt hos min søn. Det var hans første smil siden jeg havde sagt farvel, og set ham blive kørt ind på operationsstuen. Jeg er en glad far idag. Det er rart at føle det igen.

0 visninger